Polarforskeren Fridtjof Nansen var den første som besejrede indlandsisen. Mange havde tidligere forsøgt, men uden held.
Det var en stor gåde hvad der befandt sig bag de enorme ismasser og nogle teorier gik på, at der lå nogle varme oaser, begrundet med de lune føhnvinde som af og til blæste fra isen og forasagede voldsomme temperatur stigninger ved kysten.
Mange troede ikke på projektet, men frivillige meldte sig og følgende fem kom med på turen. Skovarbejder Kristian Trana, 24 år, Kaptajn i den norske hær O. C. Dietrichson, 32 år, skibskabtajn Otto Sverdrup, 33 år, og to lapper fra findmarken, Samuel Balto, 27 år, og Ole Ravna, 45 år. Planen var at bådene skulle sættet i vandet ud for kap Dan også trænge gennem storisen ind til land og videre indover indlandsisen til Christianshåb i Vestgrønland.
Den 17 juli 1888 blev de af sælfangeren Jason sat i vandet. Allerede i storisen blev planen ufrivilligt ændret da de i 11 døgn drev 400 km sydover på isflager inden de nåede ind til fastlandet. Ekspeditionen roede herefter 300 km nordpå før de startede opstigningen til indlandsisen. Træslæderne vejede ca 100 kg og der var 2 mænd om vær. De havde langfra det sikkerhedsudstyr som vi er i besidelse af i dag og turen har ikke været uden farer.
Nansen indså hurtigt at ekspeditionen ikke kunne nå til Christianshåb inden sidste skibsafgang til Danmark og ændrede kurs mod Nuuk længere mod syd. Undervejs var vindforholdene så gunstige at de kunne sætte sejl på slæderne. Da de nærmede sig vestgrømland kom de igen i vanskligheder pågrund af skjulte sprækker i isen. Nansen redede sit eget liv og kunne takke sin skistav for at sætte sig på tværs i en over 100 dyb sprække.
Den 26 september efter næsten 40 døgn var indlandsisen blevet besejret og austmannadalen lå neden for dem. Ekspeditionens store broblem var nu at komme til nuuk og af slæderne blev der lavet en primitiv båd som Nansen og Sverdrup fik sejlet til Nuuk efter hjælp. Desværre var den sidste båd til Danmark sejlet og hele ekspeditionen måtte overvintre i Nuuk.
Efter utallige dansemikker og jagtture kom de den 21 maj til København til verdensberømmelse. Som Nansen skriver i sin ekspeditionsberetning: "Det var haardt at gaa gjemmem Grønland,men det er mit ramme alvor, naar jeg siger, at det er forsaavidt værre at komme tilbage".