|
Vi havde planlagt at starte
turen fra bunden af en af fjordene omkring Nuuk. Imidlertid er der ikke
mange både i vandet i Nuuk på denne tid af året, hvorfor det var svært
at få arrangeret transport derind. På bekymrende vis tilbød en af
vores venner imidlertid at sejle alle 3 personer med pulk og 300 kg udstyr
de små 100 km. derind i hans lille 18 fods (utætte) jolle med en 30 HK
motor. Det ustadige vejr i Grønland taget i betragtning samt risikoen
for at få alt tøjet gennemblødt inden selve starten, var det ikke den mest
optimale start på turen. Men reelt havde vi ikke andre muligheder.
Vi havde heller ikke sejlet mere end 2 minutter i
Nuuk havn, da motoren satte ud. Heldigvis var det ikke et mekanisk
problem, men fordi vi havde fået garn i skruen. Men det betød dog, at
vores nervøsitet steg inden den lange tur. Afrejsekomitéen stod uheldigvis og tog billeder af den fantastiske start
(og troede vist ikke meget på vores projekt...). Vejret var heldigvis helt fantastisk, med høj sol, ingen vind og blikstille vand.
Fra vores
landgang i bunden af fjorden, som egentlig var på fjordisen, havde vi
omtrent 30 km ind til iskappen. De 30 km bød på våde fødder som følge
af, at fjordisen var opsprækket (resulterede i –19 grader i
Michaels støvler om morgenen…), hårdt slid op og ned ad stejle sneklædte
fjeldsider og tilvænning til at agere som et team. Ikke mindst var det
et stort problem at vænne sig til at spise 2 dl. ren madolie hver dag.
Olien var nødvendig for at sikre tilstrækkelig med kalorier hver dag,
da energiindholdet er højt pr. 100 gram. En anden gang vil vi nok, for
at undgå svimmelhed og opkast, langsomt graduere oliemængderne op.
(forsættelse)
|