Opstigning på isen

Kortene man kan få over området (altså indlandsisen), er nogle gamle militære kort fra 40érne med en usvigelig manglende præcision. Dette kombineret med at isen trækker sig tilbage, gjorde at vi havde en del besvær med at finde ud af, hvor vi var henne! Når vi tog en GPS pejling og sammenlignede med kortet, burde vi stå midt inde på isen, men faktum var, at vi sad midt på en sø og drak varm kakao, og spekulerede over hvor isen var henne. Da vi havde fundet isen (!) var næste problem, at komme ind på den. Efter et par forgæves forsøg lykkedes det, at finde en passage uden for store spalter. I perioden op til vores ankomst havde der imidlertid været utrolig flot vejr med det resultat, at al overfladesneen var smeltet, så vi gik på ren blåis. Dette gav store problemer. Lasse opdagede især problemet, da han som sidste mand i vores kæde, pludselig løb op på siden af os andre hvid i hovedet (og det var ikke for at matche farven på isen). Det viste sig, at Lasse´s pulk var gået gennem en uendelig sprække i isen, og at Lasse heldigvis selv var kommet over på den anden side, og derved kunne holde sig selv og pulken oppe. Det mindede os lige om, hvor vi var henne. Da vi kiggede i hullet virkede det bundløst!

Den første uge brugte vi tiden til at komme gennem sprækkeområdet, samtidig med at der var mange højdemeter. Vejret var dog godt og vores humør højt, hvilket gjorde at vi fik gået en del kilometer. Det var underligt første gang vi til alle sider kun kunne se is, så langt øjet rakte. De uendelige vidder snød os gentagne gange med ren is. Vi følte - og det så ud til – at vi konstant gik op ad bakke, men realiteterne var, at det næsten gik lige ud. På de lange dage med flot vejr kunne vi tydeligt se alle atlantflyverne lave streger hen over den arktiske himmel – og de har sandsynligvis tydeligt kunne se tre tåbelige fyre gå rundt i no-where.

(forsættelse)

Hvis du vil se flere billeder så brug knapperne