|
Stemningen skiftede dog, da
vi efter 160 km kom ud for det første store uheld. René gik pludselig
og følte, at hans støvle ikke sad rigtigt fast – og det gjorde den
heller ikke. Tværpinden der forbinder støvle til binding, var nemlig knækket.
Uheldet blev dog taget med et overlegent smil, da vi havde været
forudseende nok til at tage et par ekstra støvler med! Smilet stivnede
dog hurtigt, da vi efter endnu et kvarter havde endnu en støvlepind der
knækkede… Efter endnu et døgn var støvlepindene knækket på 6 støvler
– og vi havde kun de intakte gamle reservestøvler tilbage. Hvad
foregik der – de støvler vi brugte var blevet varmt anbefalet fra flere sider,
og var efter sigende (herunder støvlefabrikantens hjemmeside) tidligere
afprøvet over isen !??
Problemerne med støvlerne
ændrede turen fundamentalt, og vi havde mange opslidende
overvejelser om, hvorvidt det var mest hensigtsmæssigt at vende om. Vi
manglede trods alt fortsat små 470 km. Der var dog både fordele og ulemper
imod – samt en portion tåbelig stædighed og fandens gå-på-mod. Vi
var da også indbyrdes uenige. Én ville vende om, én var i tvivl og én
ville fortsætte uanset hvad! En afgørende faktor for fortsættelse var,
at sprækkerne vi havde passeret i forbindelse med opstigningen på isen,
var for farlige at passere uden ski. Samme problem oplever man ikke på østkysten,
hvor der nærmest er en landevej (hvis man altså rammer den rigtigt) at
gå ned fra. Da vejret i den seneste tid havde vist sig fra sin
pæne side, og skabt en dejlig hård overflade, var det faktisk muligt at
gå på isen uden ski. Vi havde derfor én person til at stå på ski med
en tung pulk efter sig, og to personer til at gå uden ski! Men
dagsraterne faldt dog noget samtidig med, at vi måtte gå disciplineret
10-11 timer om dagen.
Efterfølgende har vi fået den forklaring fra støvlefabrikanten,
at man rent faktisk havde forsøgt at forstærke støvle-pinden, men at
den forbedrede udgave ikke var blevet testet ordentligt igennem. Det
kunne vi i høj grad mærke konsekvenserne af!
(forsættelse)
|